onsdag den 27. marts 2013

Et valg med livslange konsekvenser

Jeg drømmer om dem næsten hver nat. Det er nu to år siden jeg sagde farvel til hele min familie, og om en måned ser jeg med stor sandsynlighed min mor og stedfar igen og måske flere. Lucas skal konfirmeres og jeg kan ikke bestemme, hvem der skal komme i kirken. I mine drømme bliver jeg ofte forsonet med dem imod min vilje. Vågen tænker jeg meget på, hvordan jeg skal håndtere at se dem. Hvordan jeg skal hilse på dem. Skal jeg smile? Ignorerer dem? 
Hilse venligt som om jeg ikke kender dem? Hilse varmt på dem, og så vende dem ryggen og ignorerer dem bagefter, så de tror det intet betyder? Hvad gør jeg, hvis de forsøger at snakke med mig?

For 2 år siden sendte jeg dem hver et brev. Alle fik de at vide, hvordan min far havde forgrebet sig på mig som barn og hvordan min stedfar havde krænket mig som ung. Jeg skrev til dem, at jeg ville accepteres med den historie jeg bærer med mig. Jeg ville have, at de skulle tro på mig og anerkende min smerte og de følger det har for mig i dag. Jeg ville behandles ordentligt, og ikke som familiens sorte russiske får. For så længe de ikke vil anerkende min historie, så vil de aldrig være i stand til at passe på mine børn. Min mor er stadig sammen med min stedfar. Min søster ser stadig min far. Hvem passer på børnene i min familie? 

Men det var for stort et krav. Så efter et par brevudvekslinger blev det en afsked med hele familien. Mit liv og mine børns sikkerhed betyder mere end at have en familie. Et godt og utrolig svært valg. 

Og selvfølgelig skulle Søren blande sig. Jeg troede han ville passe på børnene, ja, jeg havde faktisk slet ikke tænkt på, at han ikke skulle tro på mine oplevelser med min far og stedfar. Men i stedet skrev min mor til mig, at hun havde kontaktet Søren, og at de nu så børnene igennem ham. Jeg var rystet. Det Søren gjorde var så grænseoverskridende at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg bliver altid ramt, når nogen ikke tror på mig, men hvem skulle så passe på børnene? Nu var jeg der jo ikke længere.

Jeg valgte at fortælle børnene årsagen til at jeg ikke ville se min familie igen. Overskrifterne i min historie og jeg følte, at jeg var nødt til at lære Teresa, hvordan hun kunne passe på sig selv. 
Det er ikke rimeligt at en 9-årig pige skal passe på sig selv, men hvem skulle ellers?

Jeg har savnet en familie, men ikke min familie. Jeg har savnet at høre til et sted, men jeg er blevet god til at arrangere og planlægge mig ud af savnet, for i højtiderne er det svært. 
Jeg er utrolig påvirket af Sørens valg, og når børnene er sammen med min familie, har jeg det forfærdeligt. Men hvad kan jeg gøre? 

Jeg tager ikke med til Lucas´s konfirmationsfest, men jeg tager med i kirken. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv til den fest. I kirken sidder jeg med Marcus på den ene side og hans kæreste på den anden side. Men til festen ville jeg skulle sidde sammen med min familie og Sørens familie og være mere "russisk og sort" end nogensinde før. Lucas er ked af at jeg ikke kommer med, og det er jeg også. Jeg forsøger at kompensere for det ved at give ham en rejse, som han og jeg skal på til sommer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en dag skal børnene giftes. Hvad gør jeg så? Kan jeg være med der? Ved at børnene har bevaret kontakten til min familie igennem Søren, betaler jeg en højere pris for mit valg. Jeg skal konfronteres med min familie eller gå glip af mine børns store livsbegivenheder. Det var ikke sådan det skulle være. Det er ikke retfærdigt.

Jeg sagde farvel til min dysfunktionelle familie, men Søren placerede børnene i en endnu større dysfunktionel familie. Det er svært at at leve med.

Jeg fortryder ikke mit valg, men jeg er ulykkelig over ikke at kunne passe på mine børn, og at mine børns kontakt til min familie gør, at jeg betaler en tidobbelt stor pris langt ind i fremtiden. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar